Helt ærligt, jeg er simpelthen SÅ træt af at læse om os PCO-piger. Jeg er fandme ikke nogen pige!! Jeg er en kvinde! Så kald mig venligst for en PCO-kvinde eller PCO-ramt. Jeg bryder mig virkelig ikke om at blive talt ned til, for det er sådan det føles.
Jeg tror det hænger sammen med vægten. 2/3 af alle PCO-kvinder er overvægtige, og her er det helt legimt at kalde os for “store piger”. Jeg er fandme ikke nogen pige!! Hverken stor pige eller PCO-pige. Jeg stoppede med at være en pige i mine sene teenage-år. Man kalder jo heller ikke en fuldvoksen mand for en dreng, vel? Heller ikke selv om han vejer på den anden side af 100 kg. Kunne du forestille dig det? “Store dreng” der shopper tøj hos Store Robert. Nok ikke, nej. Hvad så med testikelkræft-drenge? Det virker om end endnu mere usmagelig, hvis jeg selv skal sige det. Så kan vi ikke blive enige om, at henvise til os selv som kvinder der har PCO/S? Og rette andre der tiltaler os som piger? Pretty please?
The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2014 annual report for this blog.
Here’s an excerpt:
A San Francisco cable car holds 60 people. This blog was viewed about 1,400 times in 2014. If it were a cable car, it would take about 23 trips to carry that many people.
Dette besøg var helt valgfrit. Jeg blev spurgt ind til, om jeg ville til Herlev Hospitals diætist i forbindelse med behandlingen. Jeg tænkte gratis diætist? I’m game!
Jeg havde dog allerede været velsignet med en tur til diætisten Hanne Juul for et par år siden. Det var en utrolig positiv oplevelse, som jeg er utroligt taknemmelig for at jeg fik forærende af min stedmor. Det var starten på forståelsen af min PCOS.
Nå, denne post skulle ikke handle om Hanne Juul, det må der et separat indlæg til 🙂 Min pointe var bare, at jeg allerede har prøvet en diætist der tog mine PCOS problematikker seriøst.
Diætisten på Herlev var af den gamle skole. Hun arbejdede ud fra sundhedsstyrelsens “De ti kostråd” (som i øvrigt kan genopfriskes her), der i alt sin enkelthed går ud på at spise mindre sukker, fedt og skifte over til fuldkorns produkter. De kostråd er sikkert helt fine for den gængse befolkning, men jeg er ikke som de fleste. Jeg har en hel del hormonel ubalance grundet min PCOS, hvilket også indbefatter mit insulin. Spiser jeg hurtige kulhydrater, er resten af mit system gået på standby i dagevis, i nogen tilfælde i ugevis. Og fedten er essentiel for at holde styr på mit blodsukker, hvorfor skal jeg så skære det fra? Alt i alt blev jeg ret skuffet over denne konsultation. Hun var en sød og venlig kvinde, men hendes baggrund kunne jeg ikke bruge til meget. Hun mente at i sidste ende, er en kalorie en kalorie. Det er jeg virkelig ikke enig i. En kalorie er en måle enhed. En kalorie er en kalorie, lige så meget som en kilometer er en kilometer. Om man går på asfalt eller i sandet, gør alverden til forskel.
Jeg mener diætisten burde bruge et par timer af sit liv på at læse op på hvad den nyeste forskning reportere i forhold til kemien i mad, for slet ikke at snakke om hvilken effekt fedt har på kroppen. Fedt er på ingen måde farligt for kroppen, så længe man holder fingrene fra de hurtige kulhydrater. Jeg kan dog godt se i bakspejlet at hun arbejder under nogle guidelines (Sundhedsstyrelsen) som der ikke umiddelbart kan rykkes ved, og hun jo bare gør sit arbejde.
Jeg vil anbefale alle, PCO ramt eller ej, at se filmen “Fed Up” fra 2014. Det er et spændende (første møde?) med samtalen om, hvorfor fedt er blevet gjort til den store synder i vores madvaner. Jeg kan også anbefale bogen “Den hemmelige kok” af Mats-Eric Nilsson. Der bliver i den grad diskuteret hvad de fedtfattige varianter af “madvarer” rent faktisk indeholder, og hvad de gør ved vores system.
Alt i alt var dette besøg spild af min tid, men måske andre kan få mere ud af det end jeg selv?
Denne opskrift vil jeg ikke anbefale til hverdag – men når nu trangen til risalamande bliver ulidelig, vil jeg mene at den er det bedre alternativ. Den smager som den ægte vare.
Risalamande
Risengrød:
1 dl fuldkornsgrødris (Har kun set det fra urtekram. Jeg har købt mit i Bilka, men har også set det i nogle få Føtex.)
4 dl sødmælk
Ris og mælk koges op, pakkes ind i en dyne og stilles til side i 10-12 timer. Giv det dernæst et hurtigt opkog.
Risalamande:
Risengrød
1/2 l piskefløde
25 g agavesirup
100 g mandler
1 vaniljestang
et drys sukrin
Mandlerne smuttes og hakkes. Vaniljestang flækkes på langs, vaniljekorn skrabes ud, og æltes sammen med sukrin for at skille kornene.
Alle ingredienserne , undtagen piskefløden, blandes i risengrøden. Piskefløden piskes til hård flødeskum, og vendes forsigtigt sammen med risengrøden.
Når jeg tænker tilbage på opstarten af at spise PCO venligt, var højtiderne (af den ene eller anden slags) min største udfordring, og jeg syntes ikke der var meget hjælp at opdrive. Nu vil jeg gerne komme med et forslag til rammer eller strategier at følge, hvis man syntes det hele kan være lidt overvældende.
Først og fremmest er det vigtigt at du beslutter dig for, hvad det er du vil. Skyldfølelse er den sikreste måde at komme i ubalance på. Måske du i virkeligheden har brug for at smide alle retningslinjerne over bord og smovse i juleslik, brune kartofler og risalamande. Og hvis det er vejen frem for dig i december måned, så gør det! Det er din krop og derfor også dit valg.
Selv har jeg fundet en gylden mellemvej. Jeg ville ønske jeg kunne smide alle mad-hæmningerne, men jeg ved at det koster mig dyrt, langt ind i det nye år. En ting er de ekstra kilo der skal smides igen, men mit virkelige problem er at jeg får det så fysisk dårligt, at jeg ikke kan nyde selskabet. Derudover kan jeg heller ikke finde ud af at sige farvel til sukkeremonstret igen. Sidste gang jeg spiste alvorlige mængder af kulhydrater, tog det mig halvanden måned at stoppe med at spise sukker – jeg kæmper stadig med trangen.
Min strategi er, så vidt muligt, at undgå sukker og stivelse, men erstatte det med fedt der mætter. Det vil sige jeg skeler ikke et øjeblik til vægten, målet er bare at ikke falde i sukkerfælden og dermed miste den smule energi jeg har. Jeg spiser LCHF til hverdag, men slækker kraftigt på “reglerne” juleaften. Jeg mener derfor at mine forslag sagtens kan overføres til KISS kost. I år er jeg så heldig at holde jul sammen med min søde stedmor, der går utroligt højt op i at der er noget for mig at spise. Men min normale procedure er som følger:
Selve juleaften forbereder jeg mindst en uge i forvejen. Det er meningen at man skal hygge sig, ikke stresse sig halvt ihjel. Jeg ved at jeg bliver fristet af alle lækkerierne omkring mig, så det gælder om at have noget inden for rækkevide, der er mindst lige så lækkert som juleslikket, chipsne, glögg, risalamande eller hvad der nu er ens akilleshæl. Jeg sørger for at lave en masse lækkerier en uges tid i forvejen, så det er nemt at tage med på farten eller stille frem til gæsterne, afhængig af situationen. Jeg er svært begejstret for Madbanditten.dk der ligger inde med utroligt mange lækre opskrifter, jeg kan også anbefale bloggen Hjemme hos Xenia. Der findes dog også en masse andre alternativer. Google er din bedste ven 😀
Mine favoritter er snickers, bounty, romkugler og chokolade trøfler (alle links åbner i nye faner). Men det er jo helt op til dig, hvad netop du syntes skal frem på bordet. Der findes også adskillige opskrifter på mel- og sukkerfrie æbleskiver, men disse er mine favoritter fra Xenia. Jeg spiser dem sjældent juleaften, men de er gode til decemberens andre sociale begivenheder. Hvis man vil have fingrene i en lækker (!!) grundkage blanding der ikke må være for besværlig, kan jeg anbefale denne fra Funktionel mad. De har også lavet et opskrift hæfte der udelukkende tager udgangspunkt i kagemixen, det kan du finde lige her.
Selve julemaden syntes jeg faktisk er ret nemt. Enten er folket til flæskesteg eller and, masser af sovs og kartofler. Jeg bytter kartoflerne ud med blomkål (hvis man er lidt utraditionel vil jeg anbefale disse chili blomkål) og sørger for at sovsen ikke er opbagt. Dette er en god LCHF sovs, men den kan godt være lidt overvældende i fedtmængden for konventionelt spisende. Hvis du har det bedst med den klassiske opbagte sovs, kan du med fordel jævne sovsen med kikærtemel eller pofibre. Afprøv opskriften i forvejen, så du ved hvad du kan forvente. Jeg vil ikke anbefale at du jævner sovsen med loppefrøskaller (som også kaldes for FiberHusk eller Husk), det er utroligt svært at dosere, og ender hurtigt med at minde foruroligende meget om tapetklister. Jeg har personligt aldrig været særlig begejstret for den klassiske rødkål, men efter jeg har skiftet kost, er jeg blevet ret glad for rødkålssalat. Hvis man insisterer på at spise lun rødkål til sin and eller flæskesteg, kan jeg henlede opmærksomheden på denne opskrift fra Madbanditten (det er lige før jeg vil overveje at lave den i år) eller denne fra Xenia, der er mere traditionel – bare husk at udskifte ribenaen i opskriften, sukkererstatningen i ribenaen påvirker nemlig vores blodsukker.
Til desserten spiser vi altid risalamande, uanset hvor jeg har holdt jul. Min fantastisk kæreste har lavet en lækker en af slagsen (der bliver lagt på bloggen inde for den næste time!), der har et relativt lavt GI og så få kulhydrater som muligt. Jeg vil gerne understrege at risalamanden ikke er perfekt i PCO sammenhænge, men jeg vil vove at påstå at den er det bedste smagfulde alternativ. Alle andre opskrifter jeg er stødt på, får det til at vende i mig. Så hvis du har spist relativt fornuftigt i løbet af dagen, burde denne opskrift være helt fin.
Hvis man holder jul på budget, kan jeg anbefale at man allerede i oktober eller november får bestilt alle de specielle varer man beslutter sig for at man skal bruge, hvis det ikke er noget man allerede har i sit køkkenskab. Selv er jeg ret glad for Low Carb Shoppen, men man kan også gå i Helsemin eller bestille online fra LCHF butikken eller Lowcarb store.
Den kan i øvrigt være en god idé at afprøve nogle af opskrifterne i forvejen, så man ikke står i sidste sekund og bøvler med noget der bare ikke vil fungere. Jeg har f.eks. opdaget at jeg har en markant sødere tand end madbanditten, og derfor tilsætter jeg altid lidt ekstra sødning i forhold til Janes opskrifter. Prøv dig frem 🙂
Jeg håber dette indlæg kan være til lidt hjælp, både for dem der har PCO og for dem der skal have PCO ramte gæster ved julebordet. Hvis i syntes der mangler noget i indlægget, skal i være velkomne til at kontakte mig. Jeg kan både fanges her i kommentar feltet og i kontaktformularen i øverste bjælke her på siden.
Mit sidste indlæg handlede om turen på hospitalet, i dag vil jeg gerne fortælle lidt om turen efter. For jeg havde jo besluttet at gå all-in på sukker og andre kulhydrater, når jeg nu alligevel skulle igennem en glukose belastning. Oh joy 😀
Da vi (Señor kæreste og jeg) gik fra hospitalet var det på fjedrende ben. Hele oplevelsen havde været noget af en udfordring og totalt overbelastning af mine sanser. Og sukkeret fes rundt i kroppen på mig, mit blodsukker var vist ikke synderligt stabilt.
Dagens første måltid
Så vores første stop blev en af mine yndlings spisesteder, Palæo i Torvehallerne, for at få ladet lidt op. Det tror jeg var en god beslutning, jeg havde ikke fået noget at spise siden aftenen i forvejen. Jeg husker egentlig ikke hvad vi fik spist, men jeg har aldrig fået noget hos dem jeg ikke syntes var fantastisk. De er altid en anbefaling værd – uanset om man spiser konventionelt, kiss kost, LCHF eller palæo.
Pisse god kage!
Det første planlagte stop på kulhydrat turen var La Glace, og de laver bare pisse god kage! Aldrig i mit liv har jeg købt en kage der var i nærheden af dem vi fik smagt derinde. Jeg havde jo lavet en lille afstemning om hvilket stykke kage jeg skulle bestille, da jeg simpelthen ikke kunne vælge. Valget faldt på H.C. Andersen kagen og efterårskagen. Nam nam, siger jeg bare. Eneste reelle minus jeg stødte på hos La Glace, var at der simpelthen ikke var nok! Jeg overvejede helt seriøst at gå op og bestille en ny omgang.
Vi delte begge kagerne og det var en god kombi. Chokoladekagen var utrolig tung og velsmagende, hinbær/citronkagen var syrlig og luftig. Virkelig fin balance.
La Glace
Intermission
Efter al den sukker var jeg ikke ligefrem i mit es, så jeg besluttede at kaste håndklædet i ringen og tage hjem. Jeg var dåsligt nok trådt ind ad døren, før mit hoved ramte min pude. Jeg gik ud som et lys i løbet af ingen tid.
Efter en kort morfar vågnede jeg op med en fornyet lyst til kulhydrater. Jeg fik lokket Señor kæreste til at tage bussen sammen med mig til Glostrup, for at røve den lokale slik-biks.
Sukkerchok
At gå ind i Sukkerland var lidt som at gå ind i BR som barn. Det brændte simpelthen i fingrene for at pille ved det hele, eller i hvert fald for at putte slik i posen. Vi endte med at købe slik for 80 kr (!!!), så den fik virkelig ikke for lidt. Jeg skejede totalt ud og skulle åbenbart have indhentet to års slik forbrug. Og jeg lover jer for at det var godt! Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg har mistet min søde tand, for alt det søde slik jeg havde købt røg over i Señor kærestes skål. Jeg fik dog en fornyet lyst til surt og salt, specielt lakrids (hvilket jeg stadig kæmper med nu, halvanden måned senere).
Sukkerland
Dagens højdepunkt
Da vi jo havde fravalgt både Vaffelbageren og running sushi på Nagoya, grundet den manglende energi, skulle vi jo så pludselig finde på noget aftensmad. I nærheden af Sukkerland ligger Tang Style sushi, og det var oplagt at hente noget med hjem på vejen. Og det var virkelig dagens højdepunkt! Jeg havde fuldstændig glemt hvor lækkert sushi kan være. Mine mund løber i vand bare ved tanken. Jeg fik spist så meget, at jeg næste ikke kunne være i min egen krop. Det var vidunderligt! Smagen, teksturen, fornemmelsen, duften. Det var lige før det hele blev for meget.
Tang Style
Jeg ser allerede nu frem til min næste glukose belastning om fire måneder. Jeg vil dog sige at få “tricket” min sukker og kulhydrat trang, ikke ligefrem har været en fornøjelse. Jeg har simpelthen ikke kunne finde tilbage på sporet igen. Men hvor der er vilje er der vej. Jeg er sikker på at det nok skal lykkes igen. Og så må jeg jo bare starte forfra igen, efter næste “ondt-i-maven-dag”. 😛
September er udnævnt til PCOS Awareness month i USA. Det syntes jeg faktisk er en rigtig god mulighed for at sprede budskabet om denne mystiske sygdom. PCOSen fylder i øvrigt meget i mit liv i øjeblikket. Så her er…
Top Ten Tuesday: Part IV
10 grunde til at PCOS sucks
1. Cyster. PCO er jo grundlæggende PolyCystisk Ovarie, eller på dansk: Flere cyster på æggestokkene. Og damn, det gør ondt når de vokser eller springer. Det er noget af en oplevelse.
2. Overvægt. Jeg har siden mine spæde teenage år kæmpet en brav kamp mod de overflødige kilo. Før jeg fik konstateret PCOS forstod jeg ikke hvor kiloene kom fra, for jeg syntes faktisk at jeg spiste rigtigt. Who knew at frugt er som gift for mig.
3. Acne. En ting er at man i teenage årene har det i ansigtet, noget andet er at være tredive og have plamager på…
Min mening var at skrive dette indlæg dagen derpå. Men min energi og fokus har været helt af helvedes til. Dette hænger uden tvivl sammen med min angst (den der MR scanner tog ret hårdt på mig) og en masse tumult i den personlige sfære. Da dette er en PCOS blog og ikke en livsstils blog vil jeg bare sige, at mit liv har fået en ret positiv udsigt for fremtiden. Det er jo dejligt 😀
Den ene af mine positive ændringer for fremtiden er uden tvivl Victoza. Den virkning skal jeg nok komme mere ind på i et senere indlæg.
Jeg stod op før fanden fik sko på, meget sulten og endnu mere kaffe trængende. Jeg skulle dog møde op fastende, så dette tog jeg selvfølgelig seriøst. Jeg glemte dog alt om at tage morgenurin prøve med, som jeg ellers var blevet bedt om. Det tog de heldigvis i stiv arm, og bad bare om en prøve på stedet.
Señor kæreste fulgte mig til Herlev Sygehus, så jeg ikke skulle være alene. Det blev jeg ret glad for, som dagen forløb. Selskabet var hyggeligt, men det var også rart at have et par ekstra ører med – det har senere vist sig at være meget klogt, mest fordi jeg fik så meget information den dag og har svært ved at huske det hele.
En tur i MR-Scanneren
Vi ankom i god tid ved MR-scanner afdelingen. Jeg blev kaldt ind og Señor kæreste kunne så vente i 40 minutter på at jeg blev færdig. Lægen checkede at jeg ikke havde noget metal på og/eller i mig, inden jeg skulle en tur på briksen og ind i scanneren. Selve turen i scanneren var en af de værste oplevelser i mit liv. Det er ikke fordi jeg lider af desideret klaustrofobi, jeg bryder mig bare ikke om at skulle være hjælpeløs. Jeg kunne bare stole på at lægen besluttede sig for, at jeg skulle ud af det smalle rør på et tidspunkt – og det er altså ikke min stærke side.
MR-scanner
De forskellige lyde der kom fra maskinen syntes jeg faktisk ikke var så slemt, det var ellers en af de ting jeg frygtede på forhånd. Pladsen derimod – Oh. My. God. Jeg har en BMI på 38½ og kunne næsten ikke være i røret. Mine hofter svuppede simpelhen ind efter mig, jeg havde dog for travlt med at undertrykke et panik anfald til at opdage det. Først bagefter var der en af lægerne der kommenterede på det.
Selve scanningen var delt op i to omgange. Første gang varede ca 15-20 minutter, hvor der blev fokuseret på min mave. Mit gæt er at der blev scannet efter fedt omkring organerne, men jeg er faktisk ikke helt sikker. Lægen der scannede mig, var ikke voldsom meddelsom på det punkt. Larmen var ikke synderlig voldsom, men læge rykkede rundt på mig undervejs. Der var ikke behageligt, når jeg virkelig prøvede at fokusere på alt andet end jeg lå i den maskine. Panikken var ved at overmande mig mere end en gang, det eneste det holdte mig tilbage for at trykke på panikknappen var tanken om, at jeg så skulle starte forfra på scanningen bagefter.
Anden omgang af scanningen drejede sig om mit underliv. Her larmede maskinen, som jeg havde forventet i første omgang. Den lød nærmest som en gammel dieselbåd. Her var jeg rigtig glad for det høreværn de gav mig. Lige som første gang er jeg ikke helt sikker på hvad de scannede, men mit gæt lander på at de tog billeder af cysterne. Dette tog vist lidt længere tid, men jeg må indrømme at min tidsfornemmelse røg sig en tur. Alt i alt var det en rigtig lorte oplevelse, og jeg ser virkelig ikke frem til at skulle gentage succesen om et halvt år. Hvad man ikke udsætter sig selv for at forbedre vilkårene for PCOS ramte kvinder 😛
Efter scanningen kom “min læge” -altså hende der undersøgte mig indledningsvis- og fulgte mig op til det laboratorium jeg skulle bruge de næste par timer på.
Glukose balastning
På laboratoriumet skulle jeg drikke sukkervand (i mangel af et bedre ord) og havde taget blodprøver af fire omgange. En før sukkervandet blev drukket, en efter en halv time, en efter en time og en efter to. Umiddelbart lyder det ikke som en speciel ophidsende dag at skulle vente på at få taget blodprøver, men det var faktisk ganske hyggeligt. Der var efter-ferie-stemning på gangene og alle de mange læger jeg mødte i det lokale, skulle lige høre hvordan det gik med det hele. Dejligt afslappende.
Sukkervandet var en eller anden sær samling af vand der smagte lidt af citron med 75g sukker i, det smagte ikke helt så klamt som forventet. Jeg troede det ville gå i mit blodsukker med det samme, men det var dog ikke tilfældet. Jeg fik det faktisk slet ikke skidt, hvilket ellers ville være tilfældet når jeg f.eks. spiser opbagt sovs. Her kan jeg så bare konstatere af jeg bedre kan tolerere sukker end stivelse, ikke helt skidt hvis i spørge mig (den har i øvrigt stået på is hver dag lige siden, nok ikke ligefrem PCOS venligt). 😛
Her er de helt sikkert vant til at tage blodprøver
De første blodprøver der blev taget var en overflod, hvis i spørger mig. Jeg havde indvilliget i at ligge blod til deres PCO blodbank til fremtidige studier. Jeg har længe gerne ville deltage i PCO forsøg, for det frustrerer mig at man ikke ved mere om sygdommen. Her var så min chance for at give alt jeg havde. Ved anden omgang blodprøver ville blodårerne ikke lege med. Så den stakkels laborant måtte virkelig arbejde for sagen. Egentlig ærgerligt, for hun var faktisk god til sit arbejde – jeg mærkede intet den første gang. Da de sidste blodprøver var taget, havde jeg 7-8 stik fordelt på armene og hænderne.
Ventetiden blev brugt fornuftigt
Mellem blodprøve to og tre blev jeg bedt om at udfylde et spørgeskema, mest om min familie-syge-historie og mit forhold til min egen sygdom. Det var faktisk lidt interessant, da jeg grundlæggende ikke havde taget stilling til mange af de ting de spurgte ind til. F.eks. kan jeg konstatere at den sterile faktor overhovedet ikke generer eller bekymrer mig, hvilket jeg syntes er lidt af et tabu i PCO/S kredse. De fleste opdager jo netop deres PCO, når de ikke kan forstå hvorfor de ikke bliver gravide. Selv har jeg aldrig ønsket børn, og tanken om at jeg umiddelbart ikke kan få nogen, ændrer ikke noget for mig. Hvad der derimod generer mig meget i min hverdag er min overvægt og min hårvækst. Efter en grundig undersøgelse af en anden af “mine” læger, kan jeg så konstatere at min hårvækst åbenbart ikke er noget at skrive hjem om. Det skal jeg lige vende mig til, og rent faktisk lære at forstå og acceptere det.
Jeg blev også instrueret i hvordan jeg for fremtiden skal tage min medicin, om det er placebo eller Victoza. Det virkede lige ud af landevejen, at stikke sig selv i låret, men det var meget rart at have mulighed for at stille “dumme” spørgsmål.
Dexa-scanning
Mellem de to sidste bloprøvetagninger skulle jeg igennem en DEXA scanner. Det var noget af en oplevelse, og desideret sjovt. Det er svært at forklare, så jeg vil forsøge at vise det i stedet. Jeg begyndte at fnise lidt da jeg nåede til stedet 51 sekundter inde i videoen. Lidt åndssvagt, men befriende efter både MR-scanneren og al sukkeret.
Konceptet med at scanneren og bordet der kører i hver sin retning, er faktisk helt sjovt – én gang til!
Cyster & spiral
Og her er ingen billeder – det lover jeg 😛
Efter at jeg fik taget den sidste blodprøve, blev jeg tilbudt frokost i deres kantine. Jeg takkede pænt nej tak, jeg havde andre kulhydrat planer senere den dag! Jeg kom ned i fertilitetsklinikken til min første læge. Hun skulle lave endnu en indvendig scanning, tælle cyster og sætte spiral op. Spiralen var en del af pakken, man kan ikke deltage i forsøget hvis man prøver at blive gravid. Det skulle ikke være et problem for mig, og så har jeg fået gratis prævention til de næste fem år. Det er ikke sådan lige at kimse af.
Jeg havde masser af cyster, men det er jo ikke noget nyt. Jeg fik taget lidt prøver og var derefter dagens underholdende udstillings eksemplar: Der var både sygeplejerske og flere læger til stede, der lige skulle vurdere det ene eller det andet. Heldigvis var de nogle søde, omsorgsfulde mennesker så oplevelsen var så behagelig som muligt. Eneste minus i denne sammenhæng var sygeplejersken, der insisterede på hele tiden at røre ved mig. Enten skulle vi holde i hånden eller hun holdte mig på maven. Hun kunne jo ikke vide at jeg hader berøring fra fremmede mennesker. At jeg er en af de få på den briks, den slags absolut ikke virker på. Jeg magtede desværre ikke at opmønstre energien til at få hende til at lade mig være, jeg skulle bare have den oplevelse overstået.
Jeg har hørt gode og dårlige historier om smerter i forbindelse med opsætning af spiral, selv kan jeg kun sige at det gør f****** ondt. Som i virkelig ondt. Heldigvis var smerten “her & nu” og gik hurtigt over. Altså indtil jeg kom hjem, så gjorde det ellers utroligt ondt i to dage. Jeg kan dog sige at en uge efter er der absolut ingen ting. Så må den ellers godt blive på plads de næste fem år, og ikke lave noget ballede – tak!
Til slut fik jeg udleveret en helt masse penne, jeg skal stikke mig selv med de næste seks måneder. Og jeg er mega spændt på resultatet!
Dette er min nye følgesvend
Dette var den medicinske del af mit forsøgdag. Mit næste indlæg vil dreje sig om alt det sjove: Kulhydrater! 😀
Hvis overskriften i sig selv ikke skulle give jer den idé, kan jeg fortælle at jeg er ret nervøs. Som i temmelig meget. Jeg er nu blevet godkendt til PCOS forsøget med Victoza, da jeg udfylder alle (og jeg mener virkelig ALLE) kriterierne. Jeg skal ud og scannes på kryds og tværs på Herlev Hospital på mandag. Selv om jeg er utryg ved tanken om en MR scanner og en glukose belastning, er min største frygt i virkeligheden Victoza. Da jeg prøvede Metforminen for snart tre år siden, slog bivirkningerne mig helt ud. Jeg lå og krammede toilettet på grund af kvalme. Mit fravær i skolen var oppe på 80% (!!) det sidste halve år jeg gik der – og det var udelukkende på grund af bivirkningerne fra Metforminen.
Og nu udsætter jeg sgu mig selv for flere stoffer, oven i købet frivilligt. Og jeg er langt fra sikker på at det er en god idé. Jeg er bare så træt af at have PCOS, med alle de sjove ting der følger med. Jeg hader at være så overvægtig, og jeg hader at jeg aldrig kan tage en slapper fra kalorietælling og udregning af procenter. Så jeg håber virkelig at Victozaen er vejen frem for mig.
Kryds lige fingre for at bivirkningerne ikke er så slemme, ikk?
Jeg har en anden blog der handler mere om hverdags ting end PCOS. Alligevel er mit mest populære indlæg på bloggen, det jeg har skrevet om afsavnet til min PCO venlige protein boller. Mit gæt er at folk ender på bloggen fordi de søger om erfaringer og informationer om bollerne. Interessant nok er der ingen info i det indlæg, kun et billede af en lækker sandwich. Så det vil jeg hermed sørge for at man også kan finde på denne blog. Altså både billedet af den omtalte sandwich og erfaringerne. Først billedet:
Min daglige frokost på universitetet. Nem at have med, lækker at spise!
Der er fordele og ulemper med den her satan. Den største ulempe er kalorie indholdet. Selv er jeg ikke fanatisk med tallene, med sådan en bolle i sig selv er oppe på 340 kcal. Det er ret meget til min frokost, når vi slet ikke er gået igang med at putte pålæg på. Så kunne man jo prøve at spise en halv i stedet? Det må jeg prøve når jeg starter studie igen.
Den største fordel er det lave kulhydrat indhold, vi er helt nede på 8,9 gram pr. 100 gram. Proteinindholdet er oppe på 26,4 gram. Ifølge madlog ser sammensætningen sådan her ud:
Sammensætningen af proteinbollerne fra Lidl
I Lidls bagerafdeling har de sat sedler op ved bollerne, hvor der står hvad de indeholder: Vand, hørfrø (15%), hvedeprotein, sojamel, fuldkornshvedemel, sesamfrø (4%), sojapresserester, solsikkefrø (3%), hvedeklid, havrefibre, gær, salt, krydderiekstrakt (gurkemeje) og kan indeholde spor af mælk og æg, da alle brød bliver bagt i den samme ovn. (Kilde)
Det eneste i ingrediens listen der generer mig er hvedeprotein, sojamel og fuldkornshvedemel. Hvis i følger linkene på de tre ingredienser kan i læse mere om dem, jeg vil dog kun fremhæve det væsentlige i denne sammenhæng; Det glykæmiske indeks også kaldet GI. Det glykæmiske indeks fortæller noget om hvordan varen påvirker vores blodsukker. Som kvinde med PCO/S vil man gerne holde det niveau nede, så man ikke får udsvingninger i blodsukkeret. Hvedeproteinets GI kan jeg simpelthen ikke opdrive, men jeg er ikke synderlig nervøs. Sojamel har et GI på 21 og fuldkornshvedemelet har en GI på 52. Soyamelet er derfor ikke en bekymring, kun fuldkornshvedemelet er en “trussel” for et stabilt blodsukker. Dog kan jeg hurtigt konstatere at den er så langt nede på ingredienslisten, at bollen ikke kan indeholde alverden. Mit gæt er at bollerne må indeholde markant mindre problematiske ingredienser, end f.eks. det rugbrød du kan finde i dit lokale supermarked. Men jeg vil dog sige at det er et ret godt gæt, når man kikker på kulhydratniveauet i proteinbollerne. Og til 5 kr stykket er det simpelthen en nem og lækker løsning. Lidl får i hvert fald thumbs up her fra!
Livet med PCOS 